Menu

Fantastisk comeback i hallen

image
Sune Raunkjær
04. oktober 2025 kl. 22:56
Vild sejr over Aalborg Futsal Klub

Hold. Nu. Kæft..!

Ja, undskyld mit franske, men sikke et brag af en futsal-kamp alle os i Hundested Hallen var vidner til lørdag eftermiddag.
Et feststemt publikum på godt over 400 mennesker, anført af HI’s gæve græsspillere, der netop havde vundet 3-2 på stadion over Ølsted, var klar fra kampens start. 
Det samme kunne man dog ikke sige om det blåklædte hjemmehold. Om det var tømmermænd fra onsdagens pokalnederlag eller træthed efter et tæt program skal jeg ikke kunne sige, men fødderne så langsomme ud.
Efter blot 2 min kom Aalborg Futsal Klub foran med 1-0, på et mål af den senere uheldige helt Simon Mathiesen. 
Udeholdet fortsatte med et stærkt pres på Hundesteds spillere, og hver gang hjemmeholdet brugte et stop for meget på bolden, blev de overfaldet af de rødklædte fra Aalborg.
Hurtige fødder, , skarpe kombinationer og kliniske afslutninger gjorde, at AFK efter 16 minutter var foran med hele 5-0 - og den ellers gode stemning i hallen var blevet lidt mat.
I de sidste sekunder af første halvleg fik Rytter og pustet lidt liv i tribunerne med sin reducering til 1-5. 
Det så dog stadig meget tungt ud for hjemmeholdet, og på tribunerne overvejede man sine muligheder. Dolken, sofaen, eller et raskt væddemål om en uafgjort…
Hvad der blev sagt i pausen skal jeg lade være usagt, men 2. halvleg blev en kæmpe oplevelse for det talstærke hjemmepublikum.
Godt nok fik AFK hurtigt bragt sig på 6-1 og alt håb syntes ude, men så begik førnævnte Simon Mathiesen en kæmpe dumhed. 
Foran med 5 valgte han at bruge “nødbremsen” overfor en blåklædt HI’er, hvilket resulterede i et direkte rødt kort, og 2 minutters overtal til Hundested. det blev et vendepunkt.
Det udnyttede Rytter til en hurtig reducering til 2-6, og da Jægergaard, der virkelig stemplede ind i 2. halvleg, minuttet efter gjorde det til 3-6 og Rytter det til 4-6 4 minutter senere, ja så begyndte det at koge på lægterne.
Et mål mere til Aalborg nåede dårligt at blive registreret af tilskuerne før Rasmus Philipsen i samme minut gjorde det til 5-7.
Hjemmeholdet var nu ovenpå, og med stor intensitet på banen og kæmpe pres fra tilskuerne, blev Aalborg trykket i bund.
Et selvmål og et mål af Oliver Fjeldal gjorde, at stillingen med godt 6 minutter tilbage var helt lige, 7-7 - men både hjemmeholdets spillere og tilhængere ville have mere.
Casper Rytter, knægten med blå mærker og løvehjerte, baskede kuglen i nettet med hælen til 8-7 med knap 4 minutter igen, og Hundested hallen eksploderede i jubel. Et kæmpe comeback var ved at materialisere sig for øjnene af de mange tilskuere.
Aalborg, der havde været klart bedst i første halvleg, havde nu intet modsvar. De kom aldrig rigtigt tæt på en udligning, og jublen kunne bryde løs da tiden var gået og comebacket en realitet.

Træner Christoffer Haagh:
"- Det var en kamp, med to meget forskellige halvlege. I første halvleg var vi ikke dygtige nok til at udnytte de offensive muligheder der var og samtidig scorede Aalborg på stort set samtlige de omstillinger de fik fremtvunget.
Vores intensitet var for lav og og vi reagerede langsommere end Aalborg i hver eneste sekvens.
I pausen justerede vi en lille smule i forhold til presset, samt hvilke områder vi skulle forsøge at angribe. Men jeg italesatte det vigtigste var at vi gik ind til halvlegen med indstillingen om at vi kunne vinde kampen.
Da vi begyndte at få momentum og vi for alvor fik tilskuerne med os igen, tror jeg alle i hallen kunne mærke der var noget specielt på vej. Vi skal helt klart justere på en masse ting, og vi har lavet alt for mange fejl i de første par kampe, men vi må også kigge på fakta og vi står med 6 point ud af 6 mulige efter to svære kampe, og vi er stadig meget tidligt i den proces vi har gang i.
Så alt i alt en meget glad og taknemmelig træner der siger en kæmpe tak til både spillere, frivillige og tilskuere for en vanvittig fed hjemmebanedebut."


Os, der var der, må knibe os i armen. Jer, der ikke var der, I må møde op den 26. oktober. Mathiesen, ja han må skylde en omgang hjemme i “Gaden”.

Luk