Menu

HI’s sikre sidste futsal-skanse

image Koncentreret keeper
Sune Raunkjær
15. november 2024 kl. 14:37
“Kan ikke beskrives med ord…”
Han har været massivt i centrum i de første kampe i Futsal Ligaen, og sidste weekend scorede han sit første mål. Vi har taget en snak med førstemålmand Nicklas Fuchs-Christiansen om hans og holdets opstart.

Du scorede dit første mål i søndags, en rigtig flot kasse! Stort tillykke med det. Hvor fedt er det at komme på tavlen som normalt bagerste mand?

“-Tusind tak, ja forhåbentlig det første af flere mål. Ah men en fantastisk følelse, ærgerligt at vi var bagud så meget på det tidspunkt. Men så dejligt at komme på måltavlen. Især når det er på hjemmebane i den kulisse, vi har i Hundested Hallen”.

Der var fart på modstanderne i 1. halvleg i søndags, mens I spillede en flot 2. halvleg. Men I er jo forberedt på, at der vil komme sådanne kampe, hvor de andre er kæmpe favoritter. Hvordan griber I disse opgør an?

“-Vi forbereder os på, hvordan vi taktisk kan genere dem, når vi spiller mod de bedre hold i rækken. Det har lykkedes mod Gentofte og København, men vi fik aldrig rigtigt styr på Albertslund, hvilket man kan se på resultatet”.

Som keeper i en hurtig sport med rigtig mange afslutninger er din rolle på holdet ekstrem vigtig; hvor intenst er det at stå dernede og blive beskudt? 

“-Det i hvert fald klart, at det er en anden oplevelse, end når man er målmand udendørs. I futsal er der maks intensitet på hele kampen igennem, også som keeper, og man skal være klar på alle slags afslutninger og dybdebolde hvert øjeblik. Det er en sport, hvor du skal være 100% på hele tiden i kampene, og du skal have 2-3 store redninger i hver kamp for at skabe point”.

Du er meget verbal under kampene. Hvordan vil du beskrive din spillestil? 

“- Jeg vil beskrive mig som en verbal målmand, der vil hjælpe spillerne med at dække rigtigt op og give mig gode situationer, som jeg er stærk i. Jeg vil mene, jeg er god placeringsmæssigt og god, når afslutninger kommer udefra”.

Du har erfaring fra den bedste række hos Fjordbold; hvad tilfører din viden og erfaring holdet? 

“-Et er, at jeg og de andre, der har erfaring, prøver at hjælpe folk med at blive bedre til futsal ved både det tekniske og det taktiske. Jeg tænker, det hjælper holdet med, at de føler, at de har en sikker skanse nede bagved, der trods alderen stadig har masser af erfaring.”

Hvor fedt er det at være en del af HI Futsal, som satser på at etablere sig og komme fremad de næste par sæsoner? 

“-Det kan ikke beskrives med ord, hvor fedt det er at være med til det setup i Hundested. Nu var jeg med fra start med oprykningen og ville også være med til at etablere Hundested som et ligahold.”

Hvad er dine forventninger til de kommende nøglekampe mod hold fra den lavere del af rækken, som vi gerne vil måle os med?

“-De kommende kampe er store, det bliver fedt at blive sat op mod et hold, som vi føler, vi skal kæmpe med. Jeg forventer at kunne se, at vi har lært en masse i de seneste kampe - og til sidst: Hvis vi får hallen med og er der 100 procent selv, både på bænken og på banen, forventer jeg også point.”

Synes du Nicklas’ målmandstrøje er fed? Så køb den her:

Https://sport-direct-hilleroed.dk/product/hi-futsal-gk-troje/


Luk