Hjørrings brasilianere var for stor en mundfuld

Lørdag eftermiddag gæstede HI de danske mestre fra Hjørring Futsal i Futsal Ligaen, Begge hold havde maksimum point 6 efter de 2 første runder, Hundested efter et fantastisk comeback senest hjemme mod Aalborg.
Det kan godt være, at Park Vendia Hallen i Hjørring er kendt som Danmarks bedste Futsal-hjemmebane, men lige præcis spillerne i blåt kan ikke kyses på den konto, da Hundested Hallen også allerede er blevet et sted, der i brede futsal-kredse anerkendes for en fantastisk atmosfære.
Hjørring havde på dagen det held, at HI’s serie 4 hold skulle spille hjemme på Stadion, hvilket tog toppen af lydniveauet, men de ca. 20 medrejsende fans gjorde en god figur, ikke mindst i pausen, hvor udeholdet ryddede præmiebordet i ærtekast og vandt både trøje og billetter til Faarup Sommerland. Vi må håbe på en finaleserie, der rækker ind i juli.
Selve kampen startede fint for det blåklædte udehold. Man ved, at man kommer under pres når man gæster Hjørring, så udgangspunktet var lidt lavt, men der var ikke gået lang tid, før Rasmus Philipsen havde en kæmpe chance for at bringe Hundested foran. Desværre havde Rasmus set for meget svensk landsholdsfodbold i går, så han kopierede Bergwalls kæmpe afbrænder mod Schweitz, og Hjørring slap med skrækken.
Kort efter kom Hjørring foran på et langskud, der snød en ellers meget velspillende HB i Hundesteds mål. Et kort træk og en knastør afslutning og 1-0 til hjemmebanefavoriterne.
Kampen bølgede herefter frem og tilbage, med de danske mestre i den kontrollerende rolle, mens HI hele tiden lurede på skarpe omstillinger. Det blev også til flere 3/4 chancer og flere gode spilmomenter, men kort før pausefløjtet kom Hjørring på 2-0.
Brasiliansk samba i 2. halvleg
Hjørring har som bekendt en del brasilianere i truppen, der ikke laver meget andet end at spile futsal - og det gør de godt. kampen igennem var de svære at holde styr på, med rappe fødder, hurtige accelerationer, flotte pasninger og giftige afslutninger, men HI’erne kæmpede bravt, og fulgte flot med.
2-0 blev dog hurtigt vekslet til 4-0, først på en(dnu) en afretning og lige bagefter et tørt hug fra distancen i bunden af målet.
Lynhurtigt svarede HI dog igen, og med 2 mål af Rasmus Philipsen blev ikke alene hans selvtillid genoprettet, men troen på et comeback mere boblede ud af spillerne. det ene mål på en hurtig nedfaldsbold, det andet en afretning fra et indspark, der på skærmen så noget besynderligt ud.
GT’en på sofabordet blev nu hurtigt tømt, og tankerne gik en uge tilbage, hvor holdet også kom tilbage fra de døde i 2. halvleg.
Det blev dog ved drømmen, for et selvmål af de uheldige og nærmest uundgåelige af slagsen fra Mads Nagel og endnu en brasser-kasse gjorde det til 6-2, og derfra cruisede Hjørring sejren hjem med masser af boldberøringer de sidste 5 minutter.
“Jeg synes vi gør en fornuftig figur. Vi har chancerne til at score i starten især, og kan faktisk komme foran 0-2.
Vi forsvarer lidt lavt i dag overfor deres dygtige driblere. Jeg synes vi gør en langt bedre figur i den del af spillet end tidligere i sæsonen og i træningskampene.
Men det er et rigtig dygtigt hold vi stod overfor, og de gjorde det svært for os hele kampen. Så på trods af nogle rigtig gode præstationer, må vi sande at der stadigvæk er lidt afstand til de fuldtidsprofessionelle spillere.
Jeg hæfter mig dog ved, at vi igen giver den chancen hele vejen igennem, og forsøger comebacket til det allersidste. Det gør mig til en stolt træner, og jeg er sikker på at der venter drengene flere gode kampe i den kommende tid.
Vi er i den grad klar på at fortsætte vores udvikling og slå tilbage mod Futsal Aarhus i næste hjemmekamp om 14 dage” udtaler cheftræner Christoffer Haagh på vej hjem i bussen.
Anfører Nicolai Jægergaard var også tilfreds med dagens indsats på trods af nederlaget:
“Jeg synes bestemt vi døde med støvlerne på. Vi kunne sagens være kommet foran fra start, og så havde kampen måske set anderledes ud. Generelt er det fortjent at Hjørring vinder, men vi byder dem fint op til dans i 2x 20 minutter. De har altså 3 brasilianere der lever af det. Vi rykker os markant uge for uge med vores nye træner. Så nu ser vi frem til næste hjemmekamp om 14 dage mod Aarhus.”
Nu gælder det Aarhus
Næste hjemmekamp er som nævnt mod Aarhus, der har fået en rædderlig start på sæsonen. Sidste sæson var det netop i udekampen mod Aarhus at HI sikrede sig plads i kvartfinalerne, og herfra skal der lyde en kæmpe opfordring til at møde op og støtte holdet i forsøget på at gentage sejren, når Hundested Hallen lægger gulv til dramaet søndag den 26. oktober kl. 16.00.