Menu

Sejr, debut og endnu tættere på rekorden…

image
Sune Raunkjær
26. april 2025 kl. 21:59
Fredag var HI’s førstehold i serie 2 på besøg hos Hørsholm Usserød. De to hold lå inden kampen side o side i tabellen, med 23 point hver. begge hold kæmpende for at holde trit med toppen af rækken.

HI kom skævt i gang på kunstbanen på Hørsholm Stadion, og allerede efter 5 min kom hjemmeholdet foran 1-0 ved Markus Menck.

En dum start, men holdet reagerede på den helt rigtige måde. Langsomt men sikkert fik de blå spillet sig ind i kampen, og efter 26 min fik Oliver Hansen udlignet på assist af Lars Bonde.

En lidt rodet første halvleg gik til ende, uden at et af holdene fik sat sig afgørende på tingene, men det skulle snart ændre sig.

HI satte sig på spillet med mange fine kombinationer, og selv et forkert annulleret mål (offside), fik ikke holdet til at miste fokus. 

Efter 65 min gav det pote, da Casper rytter flot headede 2-1 målet ind efter oplæg af Mads Nagel.

Resten af kampen prøvede hjemmeholdet at presse på, men HI’erne holdt hovederne kolde og afviste flot de tilløb, der var til en udligning, og så endte det hele med en fortjent udesejr på 2-1.

“Vi er generelt solide og står kompakt på banen og holder vores game plan. Begge vores mål kommer efter flot opspil helt nede fra keeper. Flotte kombinationer, der bevidner, at vi hele tiden bliver bedre og bedre på bolden. samtidig får Gustav Eriksson på 17 år en fin debut, der lover godt fremadrettet. Nu gælder det Slangerup og jagten på den absolutte top”, udtaler cheftræner Nicklas Granzow.

Assistent-træner Tim Eriksson supplerer:

“Jeg synes vi viser en stor vilje og energi efter en svær start. det tjener holdet til stor ros, og vi får helt fortjent 3 point med hjem fra en svær udebane”.

Udover en flot debut til Gustav på 17 år, så er det værd at notere sig, at Jannik Iversen, der er 31 år ældre, nu kun er 3 kampe fra at tangere klubrekorden for flest spillede førsteholdskampe.

Med den flid og energi Jannik stadig udviser, både til kamp(e) og træning, er han et forbillede for alle, og så er det slet ikke utænkeligt, at han både tangerer og slår rekorden i dette forår.

En sand legende i den blå trøje.






Luk